Together with my brother, Lucas Dias, I wrote a book chapter (in Danish) to an anthology on the Anthropocene.
Here is an excerpt: “I anerkendelsen af, at kampen for en bæredygtig postkapitalistisk fremtid også i dag i høj grad er en videnskamp, har vores ærinde været aktuelt for så vidt, at vi har ønsket at vise, hvor- dan økosocialistiske idéer historisk set ikke blot har ført til nye erkendelses- og vidensformer, men også nye måder, hvorpå disse idéer kan sættes i omløb: infrastrukturer, institutioner og organisationsformer som centrale redskaber i kampen mod kapitalens plyndringstogt på planetens livskilder. Netop dette sociale forhold mellem klimavidenskab, kritisk teori og klimakamp har en tendens til at blive underteoretiseret i den aktuelle situation. Som de to po- litiske økonomer Joel Wainwright and Geoff Mann har argumenteret for i bogen Climate Leviathan, er klimavidenskaberne i dag naturligvis med til at definere og naturalisere etablerede institutio- ner, klasseforhold og rammer for, hvad der er politisk muligt. Hvor radikale de videnskabelige analyser og forslag end tager sig ud for det etablerede system, skal vi selvfølgelig ikke glemme, at videnska- berne historisk set har været en vigtig bestanddel i fremkomsten af det borgerlige samfund. Vi må med andre ord ikke ignorere, at de videnskabelige forslag til en “grøn omstilling” (i sig selv en proble- matisk term) og dens ”tilpasningspolitikker”, som Wainwright og Mann formulerer det, også altid er en ”tilpasning af det politiske” inden for særligt definerede rammer, de være sig nok så forskellige og indbyrdes modstridende (Mann & Wainwright 2018: 53-98). Når det er sagt, er der imidlertid gode grunde til, at klimabevægel- serne netop i kraft af de videnskabelige indsigters radikalitet, der i øvrigt vil være utænkelig uden dannelsen af en omfattende global klimavidenskabelig infrastruktur, i hvilken der er lagret en massiv og uundværlig mængde af data og modeller, ser klimavidenskaben som en vigtig alliancepartner.25 Den weberske og anti-positivistiske forestilling om videnskabens koldblodige medskyldighed i frem- bringelsen af ”rationalitetens jernbur” (Weber 1995: 121), en fore- stilling, som særligt Frankfurterskolen overtog og forfinede, synes i dette lys at tage sig stadig mere reaktionær og utidssvarende ud. Den italienske filosof Giorgio Agamben har ret i at påpege et hi- storisk allianceforhold mellem kapital og videnskab, men fremstår ligeledes overraskende ukritisk, når han reducerer denne alliance til en paranoid forestilling om, at de i al hemmelighed støtter hin- anden, hvorfra han ser sig berettiget til patroniserende at desavou- ere “tilsynekomster som Greta” som symptomer på en blind tro på videnskaben (Agamben 2019). Måske vi faktisk i dag har brug for en smule positivisme, hvor, som den marxistiske positivist Otto Neurath formulerede det for omtrent hundrede år siden, videnska- ben snarere tænkes som ”solidaritetens søster” (Neurath 1928: 14).
Tobias Dias 